Undervandsjagt i Danmark

Hvad er UV-jagt?

Uv-jagt er en forkortelse for undervandsjagt. Undervandsjagt handler om at fange fisk under vandet. Man fridykker, uden brug af luftflasker, på en indånding i overfladen, med eksempelvis en harpun eller et håndspyd. Nogle fanger også fiskene med hænderne. Når man fridykker bevæger man sig næsten lydløst gennem vandet. Det gør at man kan komme helt tæt på fisk og andet liv som f.eks. sæler, uden at de bliver skræmte. Som undervandsjæger får man de friskeste råvarer lige fra havet og hjem til køkkenet, fanget på den mest skånsomme og selektive fangstmetode der findes.

Det er rigtigt godt at undervandsjage i Danmark. Variationen af liv er stor og vi har så mange fjorde, bælter, vige, og bugter, at vi altid kan finde et sted med læ for vinden. Vores instruktører jager over hele landet. Som nogen af favorit stederne kan bl.a. nævnes Langelands østkyst, Djursland, moler, Limfjorden, vestkysten, Nyborg, og vrag. Der er noget at finde og tage med hjem til køkkenbordet hele året rundt. Skrubberne er ofte tykke og gode i efteråret, ørreden er god og stærk i sommermånederne, torsken er rigtig god at spise i foråret, Til nytåret fanger vi hummere. Med hænderne kan vi med lidt held fange pighvar, fladfisk, samt hummere i Limfjorden. Fanger man ikke noget, kan man altid plukke muslinger, østers eller tang til at tage med hjem til køkkenet. 

Lovgivningen er let overskuelig, det meste er tilladt, når bare man holder sig fri af fredningstider, fredningsbælter, og ikke jager med harpun om natten. Derudover kræver det et gyldigt fisketegn, med mindre du er pensionist, for så er det gratis. Fisketegnet kan erhverves billigt på fisketegn.dk. Her kan de fleste regler også ses.

Som nybegynder vil din første fangst ofte være fladfisk. De kan findes inde på helt lavt vand og ligger godt camoufleret på bunden. Når du først får øje på den, er de som regel et let bytte.

 

Hvad behøver jeg for at komme i gang?

Basic behøver du faktisk ikke ret meget, en maske, en snorkel, et par svømmefødder og et håndspyd. Håndspyddet kan du selv lave, og så er du faktisk klar til at høste fra havet og få gode oplevelser med det. Senere kan du opgradere udstyret efter behov, med f.eks. en dragt, bly, harpun osv.

Vi har nu alligevel lavet en side, med gode råd til køb af udstyr, så jagten bliver så komfortabel som muligt, og du undgår at fryse. Vi vil gerne hjælpe dig i gang med kvalitetsudstyr du bliver glad for og kan bruge i flere år frem over.

Vi arrangerer kurser i undervandsjagt og fridykning i udlandet, næste tur går til fantastiske Kreta i efterårsferien 2021 Det bliver en uge med fridykning, og undervandsjagt for dem der vil prøve kræfter med det i middelhavet.

Der er også mange undervandsjægere der tager til Norge, hvor man nok har det bedste undervandsjagt i nordeuropa.  Vores rejser og kurser kan se ved at klikke på knappen her under.

Frem over vil der komme flere ture med undervandsjagt i udlandet. Så følg med, så du er klar til at reservere din plads når der bliver slået ture op.

Vil du vide mere om undervandsjagt, så hjælper vi dig gerne. Hos os får du de rigtige gode råd, ærlig snak. Vi har hos fridykkerkurser.dk instruktører der er på de danske landshold i undervandsjagt, både på kvinde og herresiden. Hos os er der plads til alle, både dem der dyrker undervandsjagt på konkurrenceplan, og til dem der er mest til hyggeture med venner, familie og bål på stranden osv. Der er rig mulighed for, at udforske alle de spændende grene, der er inden for undervandsjagt. Vi bliver alle ved med at lære nyt hele tiden, det er fantastisk. 

Det vigtigste for os er at vores kursister lærer at føle sig trygge og afslappede på de dybder de vil dykke på.

 

Sikker undervandsjagt

I fridykning har man procedurer for hvordan man ‘dykker sikkerhed’ for hinanden. Det samme gør sig ikke gældende ved undervandsjagt. Her må man i høj grad sørge for at kommunikere rigeligt og konstant, og samtidig skrue op for sin sunde fornuft.  

Men i udgangspunktet er en undervandsjæger sin egen sikkerhed. Det vil sige at man under jagt ikke skal presse sig, løbe risici eller prøve sig selv af når det handler om at holde vejret eller dykke dybt. Det er vigtigt at man har overskud, til at skære sig selv fri med sin kniv, den dag man kommer til at sidde fast i et garn eller andet uforventet sker.

Når vi dyrker undervandsjagt, dykker vi altid med en bøje hvor der er påmonteret et synligt blåt-hvidt Alpha flag. Dette flag signalerer, der er en dykker i vandet og at både og andre fartøjer skal holde en minimum-afstand på 50 meter. Flaget er monteret på en stang, der gerne må være så høj at både, skibe mv. let kan få øje på det. På bøjen bør der være skrevet et navn samt kontaktoplysninger. Vi anbefaler at man altid er fæstnet med en bøjeline fra bæltet til bøjen. Er personen fæstnet til bøje-linen, kan man altid finde personen igen. 

Der findes forskellige systemer, hvor man kan glide op og ned, mens man er fæstnet til linen. Et sådan system kan man benytte sig af, i tilfælde af at man synes det er besværligt altid at være fæstnet til den ene ende af linen. 

Når vi undervands-jager, kan vi ikke på samme måde holde øje med hinanden, som når vi dyrker fridyknings-disciplinerne. Derfor må vi her kende til egne grænser og aldrig presse os selv ud over egen formåen. I undervandsjagt er det mængden og længden af dyk holdt op imod overfladetid, vi skal være opmærksomme på, og at vi ikke presser os selv for hårdt. I Danmark dykker vi sjældent dybere en 10 meter, når vi undervands-jager. Vi anbefaler at man ikke dykker dybere end 10 meter, uden at der er en makker til at holde øje med dig.

Flere og flere undervandsjægere dykker og jager på vrag, hvor man ofte kan finde store torsk. Vrag befinder sig oftest på mellem 8 til 17 meters dybde. Når vi dykker på vrag med harpun, foregår det med linehjul, og vi holder øje med hinanden. Her bruger vi buddy system, hvor den ene dykker og den anden holder øje fra overfladen. Det er vigtigt at man kommunikere til sin makker hvordan man har tænkt sig at dykke på vraget. Bådfører sikre sig at der altid er en respektafstand til den der dykker, således båd og dykker ikke kolliderer ved dykkerens opstigning.

 

fisk

VED UHELD

Skulle uheldet være ude og det bliver nødvendigt at sætte en redningsaktion i gang, tages kontakt til Søværnets operative kommando (SOK). 

Vigtige kontaktoplysninger:

SOK 

Mærkat til din bøje fra Trygfonden

Anmeldelser af ulovlige og farlige garn